Opdag nattehimlen: Hvad kan vi se? Dette spørgsmål blev starten på et årelangt fotoprojekt dedikeret til at afsløre hele nattehimlen. Resultatet blev en imponerende mosaik af 37.440 billeder, der viser flere millioner stjerner, glødende stjernefabrikker og enorme støvformationer.
Mælkevejens støvede arme strækker sig hele vejen gennem billedet, der afslører stjerner hundrede gange svagere end den svageste stjerne, man kan se med det blotte øje. Alligevel kan man på billedet stadig kun se en hundrededel af en procent af alle Mælkevejens stjerner. De røde tåger er skyer af lysende brint. Forneden til højre ses den Lille Magellanske Sky og den Store Magellanske Sky, to små galakser, der kredser om Mælkevejen.
For at fotografere hele himmelkuglen rejste fotografen verden rundt. Den del af nattehimlen, der kan ses fra den nordlige halvkugle, kan nemlig ikke nødvendigvis ses fra den sydlige halvkugle og omvendt. I alt rejste fotografen mere end 70.000 kilometer i luften og næsten 25.000 kilometer over land, hvilket sammenlagt svarer til næsten 2,5 gange rundt om ækvator.
Det originale billede fylder 5 megapixel og kan ses på hjemmesiden for projektet. Her kan du også zoome ind på dele af nattehimlen og få en beskrivelse af, hvad du ser.
Kilde: Nick Risinger