En usædvanlig spiral: Stjernen R Sculptoris er en del af det lille stjernebillede Billedhuggeren, som findes på den sydlige himmelhalvkugle. Den er omgivet af en skal af udstødt materiale, der har en meget usædvanlig spiralstruktur.
Stjerner, der er op til otte gange tungere end Solen, vil i slutningen af deres liv svulme op og blive til røde kæmpestjerner, der slynger store dele af deres materiale ud i rummet. Solen er stadig mere end 5 milliarder år fra denne skæbne, men R Sculptoris er allerede startet på slutningen af sit liv. Den gamle stjerne, som befinder sig 1.500 lysår fra Jorden, er omgivet af en stor skal af støv og gas, som den har slynget ud i løbet af en periode på 200 år for omkring 1.800 år siden. Skallen har dog en noget usædvanlig spiralstruktur, som man ikke har set andre steder før. Den er højst sandsynligt blevet skabt af en skjult ledsagerstjerne, der kredser omkring den røde kæmpe.