Helixtågen: Helixtågen er en stor planetarisk tåge, der ligger i stjernebilledet Vandmanden nær himmelkuglens ækvator. Den er en af de klareste og nærmeste planetariske tåger i Mælkevejen.

Helixtågen befinder sig omkring 700 lysår fra Jorden og dækker et område af himlen, der svarer til halvdelen af fuldmånens størrelse. Den er resterne af en Sollignende stjerne, der i de sidste faser af sit liv kastede sine yderste lag af gas ud i rummet. Det skete for omkring 10.600 år siden, og gassen har lige siden bevæget sig udad med lidt over 30 kilometer i sekundet. I midten af den planetariske tåge sidder resterne af stjernen, en såkaldt hvid dværg, der kan ses som en hvid prik på billedet. Den er mere end 100.000 grader varm, og dens intense stråling får gassen til at lyse i forskellige farver. De blå-grønne farver i midten af tågen kommer fra iltatomer, mens den røde farve længere ude stammer fra brint- og nitrogenatomer.

Kilde: La Silla Observatoriet/ESO