De fem dværgplaneter: Der findes med stor sandsynlighed flere hundrede dværgplaneter i vores Solsystem, men endnu har vi kun fundet og navngivet fem af dem: Eris, Pluto, Haumea, Makemake og Ceres.
I 2006 definerede og navngav den Internationale Astronomiske Union en ny slags objekter i Solsystemet: Dværgplaneter. I tiden op til havde man opdaget flere trans-neptunske objekter, hvis størrelser kunne konkurrere med Plutos, og der var efterhånden behov for en klar definition af, hvornår et objekt var en planet eller ej. Ifølge definitionen er en dværgplanet et himmellegeme, der 1) kredser om Solen, 2) er tungt nok til at trække sig selv (omtrent) rund og 3) ikke har renset sin bane for materiale (modsat en rigtig planet). Den nye definition betød, at vores Solsystem blev en planet fattigere, da Pluto blev degraderet til dværgplanet. Sammen med Eris, Haumea, Makemake og Ceres udgør den nu vores Solsystems i alt fem bekræftede dværgplaneter.
Eris blev opdaget i 2005. Den er den største kendte dværgplanet i Solsystemet og blev da også oprindeligt kaldt for den tiende planet. Eris’ bane om Solen ligger tre gange længere ude end Plutos, og sammen med sin måne Dysnomia er den dermed det fjerneste kendte objekt i Solsystemet.
Pluto blev opdaget i 1930 og var indtil 2006 kendt som Solsystemets niende planet. Dværgplaneten består primært af sten og is, der er dækket af en tynd atmosfære af kvælstof og kulilte. Omkring Pluto kredser de fire måner Charon, som blev opdaget i 1978, Nix og Hydra, der blev opdaget i 2005, og den lille måne P4, der blev opdaget i 2011.
Haumea blev opdaget i 2005. Ligesom Eris og Pluto kredser den om Solen i en bane, der ligger længere ude end Solsystemets yderste planet, Neptun. Dens udsædvanligt aflange form og høje rotationshastighed menes at være resultaterne af en kæmpe kollision. Haumea har to små måner, Namaka og Hi’iaka.
Makemake blev opdaget i 2005. Den er den eneste af de fire trans-neptunske dværgplaneter, der ikke har nogen kendte måner.
Ceres blev opdaget i 1801. Den er det største og først opdagede objekt i Solsystemets asteroidebælte, der ligger mellem planeterne Mars og Jupiter, og dens masse udgør omkring en tredjedel af den samlede masse i asteroidebæltet. I starten blev Ceres opfattet som en fuldgyldig planet, men efterhånden som man opdagede de andre asteroider, blev den tanke opgivet. I 2007 opsendte NASA rumsonden Dawn, der i 2015 vil gå i kredsløb om Ceres.
Det næststørste objekt i asteroidebæltet, asteroiden Vesta, bliver måske også klassificeret som dværgplanet en dag. Derudover vurderes det, at der findes op til 200 dværgplaneter i Kuiperbæltet, der bare venter på at blive opdaget.