Stjernehoben NGC 602: I udkanten af den Lille Magellanske Sky ligger stjernetågen N90. I dens midte stråler de klare, unge stjerner i den åbne stjernehob NGC 602, der kun er 5 millioner år gammel.

Den Lille Magellanske Sky er en lille dværggalakse, der kredser om Mælkevejen i en afstand af 200.000 lysår. Den kan ses med det blotte øje i stjernebilledet Peberfuglen på den sydlige himmelhalvkugle. Den Lille Magellanske Sky har en diameter på omkring 7.000 lysår, og den indeholder blandt andet stjernetågen N90, der strækker sig over 200 lysår.

I midten af N90 sidder den åbne stjernehob NGC 602. Den er kun 5 millioner år gammel, og det højenergiske lys fra dens varme, blå stjerner er godt i gang med at blæse gassen væk og udhule tågen. Det har sat gang i en bølge af stjernedannelse, som bevæger sig udad fra stjernehobens midte.

Rumteleskopet Hubbles skarpe øje har også fanget en række flotte baggrundsgalakser, som ligger flere hundrede millioner lysår eller mere bag den Lille Magellanske Sky.

Kilder: NASAESA og Hubble Heritage Team (STScI/AURA)