Ringgalaksen AM 0644-741: I stjernebilledet Flyvefisken på den sydlige himmelhalvkugle stråler denne ring af blå stjerner. Den gule kerne i midten sad engang i en normal spiralgalakse, som efter en dramatisk kollision nu har sluttet sig til gruppen af ringgalakser.

AM 0644-741 ligger omkring 300 millioner lysår fra Jorden, og med en diameter på 150.000 lysår er den halvanden gang større end vores egen galakse Mælkevejen. Da den stadig var en spiralgalakse, kolliderede den med en mindre galakse, der bevægede sig direkte igennem dens disk. Ligesom en sten, der kastes i en sø, skaber ringe på vandet, medførte kollisionen en bølge af voldsom stjernedannelse, der bevægede sig udad fra midten af spiralgalaksen. Det er derfor ringen på billedet er blå; den består af kæmpe, unge, varme stjerner, der netop lyser blåt. Ringen udvider sig stadig, men det vil den ikke blive ved med i al evighed. Om omkring 300 millioner år vil den nå sin maximale størrelse, og derefter vil den begynde at smuldre.

Kilde: Hubble Heritage TeamESANASA