En døende stjerne: Eta Carinae er en kæmpe, ustabil stjerne, der ligger omkring 7.500 lysår væk i stjernebilledet Kølen på den sydlige himmelhalvkugle. Eta Carinae vil højst sandsynligt eksplodere som en supernova inden for den næste million år.
Eta Carinae har en masse på omkring 100 gange Solens og lyser fire millioner gange klarere. Så store stjerner er lidt af en sjældenhed i vores galakse. Fordi store stjerner brænder deres brændstof meget hurtigere end små stjerner, har de en kortere levetid. Solen, som i dag er 4,6 milliarder år gammel, løber først tør for brændstof om yderlige 4-5 milliarder år, mens Eta Carinae med sine blot tre millioner år på bagen allerede nu nærmer sig slutningen af sin livscyklus.
For omkring 150 år siden skete der et stort udbrud på Eta Carinae, der producerede næsten ligeså meget synligt lys som en rigtig supernovaeksplosion. Eta Carinae overlevede dog, og i en periode lyste den næsten ligeså klart som Sirius på nattehimlen. For at sætte det i perspektiv, ville det svare til, at lyset fra et stearinlys, der stod 10 kilometer væk, så ligeså klart ud som lyset fra et stearinlys, der stod blot 14,5 meter væk. Ved udbruddet slyngede Eta Carinae en store mængde materiale ud, der kan ses til højre på billedet. Det er blevet en del af Homunculus-tågen, som også indeholder materiale fra tidligere udbrud.
Det er svært at sige helt præcis, hvornår Eta Carinae endelig eksploderer som en supernova. Det kunne ske i morgen eller om en million år. Flere forskere har givet udtryk for, at når det sker, vil eksplosionen være så klar, at man vil kunne se lyset fra eksplosionen på himmelen om dagen og at man vil kunne læse en bog i dets skær om natten.