Asteroide på besøg: På fredag farer en asteroide tæt forbi Jorden i en afstand af kun 27.700 kilometer. Det er den tætteste passage, man har observeret, siden man i 1990′erne for alvor begyndte at holde øje med de nærmeste asteroider.
Jordens nabolag er fyldt med asteroider i alle størrelser og former. De fleste kommer fra asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter, men nogle af dem kan også være resterne af udbrændte kometer. Asteroiden, som gæster Jorden på fredag, blev opdaget i 2012 og bærer derfor navnet 2012 DA14. Med en diameter på omkring 50 meter er den hverken særligt stor eller lille, men en ganske typisk asteroide. Man mener, at der findes omkring en halv million asteroider på størrelse med 2012 DA14 i Jordens nabolag, men kun under én procent af dem er blevet opdaget indtil videre.
2012 DA14 vil passere Jorden i en afstand af kun 27.700 kilometer, hvilket er lidt mere end det dobbelte af Jordens diameter. Det bringer den tættere på end de geostationære satellitter, der kredser 35.800 over Jordens overflade. Fordi 2012 DA14′s bane om Solen minder meget om Jordens, kommer den relativt tæt på Jorden to gange om året, men besøget på fredag bliver alligevel det tætteste i mange år. Denne gang vil asteroiden tilbringe 33 timer i Jord-Måne-systemet, og med en hastighed på næsten 8 kilometer i sekundet vil den tilbagelægge et stykke af himlen svarende til to gange Fuldmånens størrelse hvert minut. Desværre er den for lille og lyssvag til, at man kan se den med det blotte øje.
Selvom objekter på størrelse med 2012 DA14 i gennemsnit kommer faretruende tæt på Jorden hvert 40. år, er det kun omkring en tredivtedel af dem, der rammer vores planet. Sidste gang det skete var i 1908, da en 30-40 meter stor asteroide ramte Tunguska i Sibirien. Den resulterende eksplosion var 1.000 gange stærkere end atombomben i Hiroshima og ødelagde alt inden for en 40 kilometer radius. Lysglimtet fra eksplosionen kunne ses selv fra Danmark, som ligger flere tusinde kilometer fra Tunguska. Billedet ovenfor blev taget af en russisk ekspedition til Tunguska næsten 20 år efter hændelsen, og det viser hvordan træerne i området blev blæst omkuld. Heldigvis ramte asteroiden et ubeboet skovområde. Hvis den var kommet cirka seks timer senere, kunne Oslo, Stockholm eller Helsinki været blevet ramt, hvilket ville have haft katastrofale konsekvenser.
Kilde: Leonid Kulik-ekspeditionen 1927