Djævlens maske: Denne galaksetrio ligger omkring 190 millioner lysår væk i retning af stjernebilledet Påfuglen på den sydlige himmelhalvkugle. Galakserne er kommet lidt for tæt på hinanden og er nu i gang med en sønderrivende kollision.
De fleste galakser høre hjemme i en galaksehob; en samling af galakser, der er bundet sammen af tyngdekraften. Vores egen galakse Mælkevejen er for eksempel medlem af Den Lokale Galaksegruppe, der består af 30-40 galakser. For det meste bevæger galakserne i en galaksehob sig uforstyrret rundt mellem hinanden omkring et fælles centrum, men det hænder at to eller flere af galakserne kommer lidt for tæt på hinanden. Det er netop, hvad der er sket for de tre spiralgalakser på billedet.
I det dramatiske møde mellem galakserne er gas og stjerner blevet revet ud af de to øverste galakser og har lagt sig i en fælles sky omkring dem. En svag bro af materiale strækker sig desuden mellem galaksen til venstre og den nederste galakse. Dette vidner om de stærke gravitationelle kræfter, der flår i galakserne. En galaksekollision er dog mere end bare ødelæggelse, den sætter også gang i dannelsen af en masse nye stjerner i de involverede galakser. Det vidner de mange blå lys i de to øverste galaksers spiralarme om; de stammer netop fra unge, varme stjerner.
Kilder: ESO