En kosmisk malstrøm: Den majestætiske spiralgalakse M51a, som også kaldes for Malstrømsgalaksen, befinder sig omkring 31 millioner lysår væk i retning af stjernebilledet Jagthundene på den nordlige himmelhalvkugle. Den og dens ledsager, dværggalaksen M51b, er et af de mest berømte interagerende galaksepar på himlen.
Med en diameter på 60.000 lysår er Malstrømsgalaksen lidt mere end halvt så stor som vores egen galakse, Mælkevejen. I dens to imponerende spiralarme fødes nye stjerner fra tunge brintskyer, og deres klare blå lys stråler som juveler langs armene. Man mener, at Malstrømsgalaksens spiralarme er så usædvanligt veldefinerede på grund af det tætte møde med dværggalaksen M51b. Umiddelbart ser det ud som om den lille galakse hiver i en af den store spiralgalakses arme, men i virkeligheden passerer den bag om Malstrømsgalaksen. Det har den været i gang med de sidste flere hundrede millioner år.
Malstrømsgalaksen ligger så tæt på Jorden, at den kan ses med en helt almindelig håndkikkert, hvilket gør den til et meget populært mål for amatørastronomer. Også de professionelle astronomer har et godt øje til den, da den kan hjælpe dem med at forstå hvordan galakser fungerer, og hvad der sker, når de interagerer med hinanden.
Kilder: NASA, ESA, S. Beckwith (STScI), The Hubble Heritage Team (STScI/AURA)