Enceladus’ gejsere: Saturns lille måne Enceladus spyer enorme søjler af vanddamp og is ud fra sprækker i overfladen. Billedet her blev taget i november 2009, da Cassini-rumsonden fløj tæt forbi Enceladus, men man har kendt til gejserne siden 2005, da rumsonden for første gang passerede månen.
På Enceladus’ overflade findes der regioner med mange kratere, mens andre områder er helt jævne og andre igen domineres af langstrakte furer. De meget få kratere i de jævne områder tyder på, at der for nyligt har være geologisk aktivitet i form af for eksempel vandvulkaner – vulkaner, der udspyr vand, som siden hen flyder ud og fryser til nye, glatte landskaber. Nær månens sydpol findes fire parallelle revner, som er omkring 130 kilometer lange, 2 kilometer brede og 500 meter dybe. På grund af deres udseende kaldes revnerne populært for Tigerstriberne. De fungerer som en slags ventiler, og det er fra dem gejserne springer.
Saturns berømte ringsystem består af utallige enkeltringe. En af disse er den lyssvage E-ring. Den er ustabil og skal derfor konstant have tilført nyt materiale for ikke at gå i opløsning. Enceladus’ bane om Saturn falder sammen med den tætteste del af E-ringen, og man har fundet ud af, at Enceladus netop er ringens primære materialekilde. De fleste partikler kommer fra månens gejsere, men der bliver også slynget partikler ud i ringen, når månen rammes af meteoritter.
Enceladus er kun et ud af tre legemer i det ydre Solsystem, hvor man har fundet indre geologisk aktivitet. De to andre er Jupiters måne Io og Neptuns måne Titan. Analyser af materialet i gejserne tyder på, at Enceladus har et flydende hav af saltvand under sin faste overflade. Tidevandskræfter fra Saturn og andre af dens måner, samt radioaktivt henfald fra Enceladus’ indre kerne, varmer havet, så det ikke fryser til is. Eksistensen af varme og flydende vand gør Enceladus særligt interessant fra et astrobiologisk synspunkt, især fordi der også er fundet spor af organiske molekyler i det materiale, som gejserne spyr ud. I maj 2011 erklærede nogle forskere fra NASA at næstefter Jorden, så er Enceladus det mest beboelige sted i solsystemet for liv som vi kender det.
