Blinke, blinke lille stjerne: I juni 2010 kunne man se den klare stjerne Regulus og planeten Mars stråle om kap side om side på nattehimlen. En 10 sekunder lang eksponering med et kamera, der svingede frit i en snor, resulterede i dette usædvanlige billede.

På en mørk og stjerneklar nat kan man se omkring et par tusinde stjerner med det blotte øje. Hvis man kigger efter, vil man lægge mærke til, at de allesammen blinker. Dette fænomen skyldes atmosfærisk turbulens, som får lyset fra stjernerne til at variere i styrke og endda skifte farve. Jordens atmosfære består af flere lag luft med forskellige temperaturer og tætheder, som hele tiden bevæger sig i forhold til hinanden. Disse forstyrrelser fungerer som forskellige linser og prismer, der bøjer stjernelyset og deler det op i mange farver flere gange i sekundet. Vores øjne kan ikke opfatte disse hurtige skift som andet end en blinken, men til venstre på billedet ovenfor, kan man se hvordan stjernen Regulus, der i virkeligheden lyset blåhvidt, skifter mellem alle regnbuens farver.

Nogle nætter kan man blandt de blinkende stjerner se lys, der skinner mere roligt. De stammer fra nogle af planeterne i vores Solsystem. I modsætning til stjernerne er planeterne så tætte på Jorden, at de i stedet for punkter ses som små skiver af lys. Vi ser derfor ikke bare en enkelt lysstråle, men et helt bundt af lysstråler, når vi kigger på en planet. Hver af disse stråler påvirkes af turbulensen i atmosfæren, men vores øjne opfatter kun gennemsnittet af lyset, og derfor virker lyset fra planeterne meget roligere. Det kan man se til højre på billedet ovenfor, hvor Mars skinner rødt.

I rummet, hvor der ikke er nogen atmosfære, blinker stjernerne ikke. Det er derfor rumteleskoper som Hubble kan tage så flotte og skarpe billeder af universet.

Kilde: Jürgen Michelberger