Farverige stjernetåger: De farverige stjernetåger omkring stjernerne Antares, Rho Ophiuchi og Sigma Scorpii befinder sig omkring 500 lysår væk lige under himmelkuglens ækvator. De spænder over et stykke af himlen, der svarer til 12 gange fuldmånens diameter.
Øverst stråler dobbeltstjernen Rho Ophiuchi, som er en del af stjernebilledet Slangeholderen. Den består af en blå subkæmpe og en blå dværg, som begge er omgivet af en blå reflektionståge: støvskyer, der lyser, fordi de reflekterer stjernernes lys.
Nederst til venstre stråler den røde superkæmpe Antares, en af de klareste stjerner på nattehimlen. Dens radius er omkring 800 gange større end Solens, og hvis den blev placeret i midten af vores Solsystem, ville dens overflade næsten nå helt ud til planeten Jupiters kredsløb. Den døende stjerne ligger indhyldet i en sky af støv, som den selv har stødt fra sig, og som reflekterer dens gule lys.
Til højre for Antares ligger stjernehoben M4. Selvom det ser sådan ud, ligger M4 ikke i nærheden af de flotte tåger, men befinder sig mere end 7000 lysår væk.
De rødlige tåger, som blandt andet omgiver stjernen Sigma Scorpii til højre for midten, er såkaldte emissionståger. Lyset fra nærliggende klare, blå stjerner ioniserer tågerne, hvilket får dem til at lyse rødt.
På billedet ses også mørke stjernetåger, som er områder af støv, der er så tætte, at de blokerer fra lyset bagved.
Kilder: Jim Misti, Steve Mazling, Robert Gendler