Meteor set fra rummet: For en uges tid siden toppede den årlige meteorsværm Perseiderne. Fuldmånen og det dårlige vejr gjorde det vanskeligt at se meteorerne fra Jorden, men oppe på den Internationale Rumstation kunne astronauterne nyde en udsædvanlig udsigt.
Perseiderne har fået deres navn, fordi det ser ud som om, at de kommer fra et punkt i stjernebilledet Perseus. Meteorerne er associeret med kometen Swift-Tuttle, som kredser om Solen én gang hvert 130. år, og som sidst besøgte de inderste dele af Solsystemet for 19 år siden. Meteorsværmen finder sted, når Jorden en gang om året bevæger sig ind i kometens lange hale af støv. Når støvkornene rammer atmosfæren, brænder de op og trækker et lysspor hen over himlen – et stjerneskud.
De to russiske astronauter Ron Garan og Alexander Samokutyaev sad begge på den Internationale Rumstation og prøvede at fange meteorerne med deres kameraer, og Garan havde heldet med sig. I en højde af omkring 380 kilometer tog han ovenstående billede af et glødende støvkorn fra Swift-Tuttles hale, der bevæger sig ikke mindre end 60 kilometer i sekundet 100 kilometer over Jordens overflade. Billedet viser også Jordens krumning og en grønligt lysende atmosfære. Til højre ses noget af rumstationens solpanel, og over meteoren nær horisonten lyser den klare stjerne Acturus.
Kilder: Ron Garan, ISS Expedition 28 Crew, NASA