Mød planeterne: I vores Solsystem kredser hele otte planeter omkring Solen. De fire inderste er klippeplaneter med en fast overflade, mens de fire yderste er gasplaneter. Billedet her viser deres størrelser i forhold til hinanden og til Solen. Bemærk at planeternes afstande til Solen ikke er gengivet korrekt.
Tættest på Solen kredser Solsystemets mindste planet, Merkur. Et stykke længere ude finder vi Venus, der på grund af sin korte afstand til Solen og sit tykke skydække er den varmeste af de otte planeter. Jorden, vores blå hjem, er det eneste sted i universet, hvor vi har observeret liv. Den sidste af de indre klippeplaneter er røde Mars, som i øjeblikket har besøg af NASAs to Mars-rovere.
Jupiter er Solsystemets største planet og den første af de fire ydre gaskæmper. Saturn er næsten ligeså stor som Jupiter og kendt for sine flotte ringe. Længst ude kredser Uranus og Neptun; de to planeter i Solystemet, der ligner hinanden mest.
Kilde: LPI