Bailys perler: Når Månen lige akkurat snitter Solen i begyndelsen og slutningen af en total solformørkelse, ser lyset fra Solen ud som perler på en kæde. Dette fænomen kaldes Bailys perler.
Månens overflade er fuld af bjerge, dale og kratere, og fra Jorden ser dens kant derfor temmelig ujævn ud. I forbindelse med en solformørkelse betyder det, at Solens stråler i en kort periode kan passere igennem dalene, men bliver blokeret af bjergene. Fænomenet er opkaldt efter Francis Bailey, som var den første til at forklare det i 1836.
I tirsdags kunne beboerne i den nordlige del af Australien opleve en total solformørkelse. Selvom der gennemsnitligt finder en total solformørkelse sted hver 18. måned, er det sjældent, den kan ses fra det samme sted. En total solformørkelse kan nemlig kun ses fra en lille del af Jordens overflade, og varer som regel mindre end 5 minutter. Her i Danmark finder den næste totale solformørkelse først sted den 25. maj 2142, men allerede den 20. marts 2015 kan vi opleve en partiel solformørkelse, hvor mere end 80% af solskiven vil være dækket.
Kilde: Phil Hart