Venus og Jupiter mødes i vest: Aftenhimmelen har den sidste måneds tid budt på to ekstra klare lys i vest: Planeterne Venus og Jupiter. De har lige så stille nærmet sig hinanden aften efter aften, og den 15. marts kunne man se dem stå blot 3° fra hinanden.
Det astronomiske ord for sådan et himmelsk stævnemøde er konjunktion. Mødet er selvfølgelig kun visuelt, da de to planeter befinder sig i hver sin omløbsbane om Solen flere millioner af kilometer fra hinanden. På billedet ses Jupiter til venstre for Venus. Selvom Jupiter er meget større end Venus, lyser Venus klarere, fordi den er meget tættere på Jorden.
Mødet mellem Venus og Jupiter kan ses verden over, og da både Venus og Jupiter er meget klare, kan de ses fra selv de mest lysforurenede byer. Her i Danmark dukker de op i vest omkring klokken 19, når det begynder at blive mørkt. Herefter bevæger de sig længere over den vestlige himmel og går ned i vest-nordvest omkring klokken 23. Den 25. marts vil nymånen slutte sig til parret.
Kilde: Jerry Lodriguss