Neptun og Triton: I 1989 fløj NASA’s rumsonde Voyager 2 tæt forbi planeten Neptun på sin lange vej gennem Solsystemet. Fra dens unikke udsigtspunkt tog den dette billede af Neptun og dens største måne Triton.
Neptun er den fjerneste af Solsystemets fire store gasplaneter. Den har ikke nogen fast overflade ligesom Jorden, men en tæt atmosfære, der består af brint, helium og lidt metan, der giver planeten en blålig farve. Mellem 5.000 og 10.000 kilometer nede er trykket så højt, at atmosfæren bliver flydende, og helt inde i Neptuns midte findes en fast kerne af smeltet metal og klippemateriale. Den yderste del af Neptuns atmosfære er har en meget lav temperatur på omkring -218°C, men i planetens tætte indre er der 7000°C varmt – det er varmere end Solens overflade!
Neptun blev opdaget i september 1846. Den er den første planet, der er blevet opdaget ved hjælp af en matematisk forudsigelse i stedet for almindelige observationer. Det var variationer i planeten Uranus‘ bane, der fik astronomer til at udlede Neptuns eksistens. Ligesom Saturn har Neptun også et system af planetringe. De er dog meget små og tynde og blev derfor også først opdaget i 1968.
Man har i dag fundet 13 måner, der kredser om Neptun. Den største, Triton, blev opdaget blot 17 dage efter opdagelsen af selve planeten. Den er den eneste af Solsystemets store måner, der har retrograd omløb; den kredser den “forkerte” vej om planeten. Det betyder, at den ikke kan være dannet af samme del af den skive af gas og støv, som Solsystemet er dannet af, så Triton må nødvendigvis være et objekt fra andre egne af Solsystemet, muligvis fra Kuiperbæltet, som så på et tidspunkt er blevet indfanget i en lukket bane omkring Neptun. Indtil Voyager 2 fløj forbi Neptun i 1989 kendte man kun til to af dens måner, men rumsondens billeder føjede seks nye måner til listen. Siden da har man fra observatorier på Jorden opdaget yderligere fem små måner omkring Neptun.
