Trekantgalaksen: Omkring 3 millioner lysår væk i retning af stjernebilledet Trekanten på den nordlige himmelhalvkugle ligger Trekantgalaksen. Den har en diameter på 50.000 lysår og er dermed halvt så stor som Mælkevejen.
Trekantgalaksen er stor nok og tæt nok på til, at den kan ses med det blotte øje. Den udgør sammen med Andromedagalaksen og Mælkevejen den dominerende del af den lokale galaksegruppe, der udover de tre store spiralgalakser også tæller 30-40 mindre dværggalakser. På billedet ses Trekantgalaksens blå stjernehobe og lyserøde stjernedannende områder, der ligger langs galaksens flotte spiralarme. Trekantgalaksen indeholder flere velobserverede variable stjerner og kan derfor bruges som et trinbræt til at bestemme de store afstande i universet.
Kilder: Robert Gendler, Subaru Telescope (NAOJ)