Eta Carina-tågen: ESO‘s Very Large Telescope har taget det hidtil mest detaljerede billede af Eta Carina-tågen, en glødende stjernefabrik, der befinder sig omkring 7.500 lysår væk i stjernebilledet Kølen.
Eta Carina-tågen strækker sig over 300 lysår og er en af Mælkevejens største stjernedannende regioner. I løbet af de sidste få millioner år er der blevet født masser af nye stjerner i tågen. En af disse er hyperstjernen Eta Carinae, som har en masse på mere end 100 gange Solens, og som stråler fire millioner gange klarere. I 1840′erne var den den næstklareste stjerne på nattehimlen, og man forventer, at den snart – efter astronomisk målestok – vil ende sine dage i en kæmpe supernovaeksplosion. Stjernens klare lys kan ses nederst til venstre på billedet.
Selvom Eta Carina-tågen er flot at se på i normalt synligt lys, gemmer de tykke skyer af støv mange af dens hemmeligheder. Billedet her er taget i infrarødt lys, og det afslører mange tidligere skjulte detaljer i det flotte landskab af gas, støv og unge stjerner.
Kilde: ESO