Rummet fuld af affald: I slutningen af sidste måned mødtes flere hundrede videnskabsmænd, ingeniører og eksperter i rumjura for at diskutere den stigende mængde rumaffald, der kredser om Jorden, og mulighederne for at rydde op i det. Konklusionen på det fire dage lange møde var klar: Rumaffald er et alvorligt problem, og der er et voksende behov for rengøringsmissioner.

I 1957 gik Jordens første satellit, Sputnik, i kredsløb om Jorden. Det blev begyndelsen på rumalderen, og vi har siden sendt et utal af satellitter, rumstationer og rumfærger op i kredsløb om Jorden og videre. I takt hermed er mængden af rumaffald ligeså stille blevet større. Inaktive satellitter, tomme brændstoftanke, stumper fra rumfartøjer, frosne skyer af vand og bittesmå stykker maling bevæger sig rundt mellem hinanden højt over Jordens atmosfære.

Man har vurderet, at der i øjeblikket befinder sig  29.000 objekter større end 10 centimeter i kredsløb om Jorden. Kun 17.000 af disse bliver overvåget. Derudover er der også en halv million objekter i størrelsen 1-10 centimeter og millioner af endnu mindre objekter. Pladsen er derfor ved at være noget trang, og det udsætter de aktive rumfartøjer for en reel kollisionsfare. Rumaffaldet bevæger sig nemlig med flere tusinde kilometer i sekundet, og ved så høje hastigheder rammer et lille stykke maling lige så hårdt som en motorcykel, der kører med 100 kilometer i timen.

Der har allerede fundet fire store kollisioner med rumaffald sted. Den største skete i 2009, hvor en gammel russisk satellit stødte sammen med en amerikansk Iridiumsatellit. De to satellitter bevægede sig med 42.000 kilometer i timen i forhold til hinanden, og sammenstødet ødelagde dem begge og skabte en kæmpe sky af vragrester.

I 2012 var det lige ved at gå galt igen, da rumteleskopet Fermi og endnu en gammel russisk satellit var tæt på at støde sammen. Det blev heldigvis opdaget i tide, og ingeniørerne bag Fermi nåede at aktivere rumteleskopets raketter og lave en undvigelsesmanøvre, så de to satellitter i stedet passerede hinanden i en sikker afstand af 9 kilometer.

Kilde: NASA’s Goddard Space Flight Center/JSC