En kosmisk hestesko: Den klare, røde galakse i midten af billedet er i sig selv speciel på grund af sin usædvanligt store masse, men det er den blå hestesko omkring den, der har tiltrukket rumteleskopet Hubbles opmærksomhed.

Den kosmiske hestesko er en fjern galakse, som ligger bag ved den kæmpe, røde galakse i forgrunden. Lyset fra den er blevet forstørret og fordrejet til en næsten fuld cirkel af det stærke gravitationelle felt omkring den røde galakse, der fungerer som en slags linse. Dette fænomen kaldes for en gravitationslinse, og da det blev forudsagt for omkring 70 år siden i Albert Einsteins almene relativitetsteori, kaldes sådan en ring også for en Einstein-ring. De er meget sjældne, da deres eksistens kræver, at forgrundsgalaksen ligger meget tæt ved vores synslinje til den fjerne galakse.

Den kosmiske hestesko blev opdaget i år 2007, og den er en af de bedste kendte eksempler på en Einstein-ring. Udover at være en kosmisk særhed giver den os også et spændende indblik i det tidlige univers: Den blå galakses rødforskydning – et mål for hvordan bølgelængden af dens lys er blevet strukket af universets udvidelse – er omkring 2,4. Det betyder, at vi ser den, som den så ud blot 3 milliarder år efter Big Bang. Universet er nu 13,7 milliarder år gammelt.

Kilder: ESA/HubbleNASA