VLT’s adaptive optik: I denne måned kan ESO fejre 10-året for installationen af adaptiv optik på deres VLT (Very Large Telescope). Teknikken forbedrer skarpheden af teleskopernes billeder ved at kompensere for turbulens i atmosfæren.

VLT befinder sig mere end 2600 meter over havets overflade på toppen af bjerget Cerro Paranal i den chilenske ørken Atacama. VLT består af fire teleskoper, der hver har et hovedspejl med en diameter på 8,2 meter. VLT er blandt andet berømt for at have taget det første billede af en exoplanet, at have fulgt stjerner, der bevægede sig omkring det kæmpe sorte hul i midten af Mælkevejen og at have observeret eftergløden fra et af de fjerneste kendte gammaglimt.

Når lyset fra en stjerne eller et andet astronomisk objekt bevæger sig gennem atmosfæren, bliver det forvrænget af bevægelser og variationer i de forskellige luftlag, og det forringer skarpheden af billeder taget med jordbaserede teleskoper som for eksempel VLT. Der findes flere forskellige teknikker til at forbedre skarpheden; en af disse er adaptiv optik. Med adaptiv optik justerer man med få millisekunders mellemrum et spejl, der ligger i lysets bane, så det holder en referencestjerne i fokus. Normalt laves referencestjernen kunstigt ved at sende lys fra en laser op gennem atmosfæren. På billedet ses det orange lys fra VLT’s natrium-laser, der får naturligt forekomne natriumatomer i mesosfæren til at lyse. Med adaptiv optik kan VLT tage næsten lige så skarpe billeder som rumteleskopet Hubble.

Kilder: ESO, Y. Beletsky